Svenske Håkan Nesser er selv for nylig flyttet til New York efter et antal år i London.
Og hovedpersonerne i hans seneste roman er også lige flyttet til New York; imidlertid hverken fra Sverige eller London.

De kommer fra den fiktive europæiske by Maardam, hvor også Nessers spekulative kriminalkommissær Van Veeteren slog sine folder og bekæmpede uvæsen.
Men ægteparret, som er henholdsvis forfatter og billedkunstner, er fløjet over Atlanten for at undslippe en sorg:

De har mistet deres fire og et halvt år gamle datter, som blev kidnappet, mens faren, som også er romanens fortæller, så på fra et vindue og intet kunne stille op.

Efterfølgende forsøgte hustruen selvmord og tilbragte en tid på et mentalhospital, mens han blot mistede gnisten. Og deres parforhold er stille og roligt løbet ud i sandet.

De er fremmede for hinanden; deler ikke sorgen, som til gengæld har splittet dem.

Auster-leg
For hvor han er optaget af at komme videre, dvæler hun ved muligheden for at få den prodigale datter tilbage. Og romanens hovedplot og centrale gåde er naturligvis, om pigen stadig findes i live eller er død.

Men denne forholdsvis enkle kriminalhandling, som eksempelvis en Robert B. Parker ofte har betjent sig af i sine uendelige skriblerier om Boston-detektiven Spenser, udnytter Nesser på ganske forbilledlig og avanceret vis til at fortælle noget om forholdet mellem to mennesker i et kærlighedsforhold, og samtidig giver han den lige et intellektuelt drej.

Det hæver den ganske betydeligt uden at forringe dens underholdningsværdi; ja man kunne hævde, at fornøjelsen ved fortællingen faktisk øges med dens henvisninger til psykoanalyse, Poe, intertekstualitet og leg med genrekonventioner, som det ofte er tilfældet hos Paul Auster, hvis indflydelse er betydelig i denne sammenhæng.

Blinde orme
For hovedpersonernes fælles historie er forankret i noget litterært:

Hun opsøgte ham efter en oplæsning og fortalte, at hun selv havde skrevet noget, som han også havde skrevet i den bog, han læste op fra.

Dette noget, et digt om nogle blinde orme, viser sig imidlertid at være formuleret første gang af en afdød surrealistisk digter, hvis efterkommer praktiserer som clairvoyant i New York og får fortællerens sorgramte hustru som klient.

Uden hans vidende, hvorfor han er nødt til at takke ja, da en pensioneret privatdetektiv, som han træffer på biblioteket, tilbyder ham sin assistance med at kortlægge hustruens gøren og laden.

Afdæmpet i mælet
Som altid hos Nesser er der ikke så mange effekter og armbevægelser i selve fremstillingen.

Sprogligt er han afdæmpet i mælet. Ingen løbske metaforer, ingen lange, indre monologer.

Men alligevel formår han at tegne ganske gode og dybe portrætter af sine karakterer:

Den lidt stækkede, men også seriøst sårende forfattermand og hans suicidale, traumatiserede kone fremstår som mennesker, man har et vist forhold til og forstår, selv om deres handlinger – i alle fald for hendes vedkommende – unddrager sig rationelle forklaringer.

Og så er der grund til at rose den indledende sætning, som sidder lige i skabet og dirrer af historie, der skal fortælles

Svesken skal på disken
Romanen løber indledningsvis ad flere spor, der til sidst mødes på overraskende vis. Og det viser sig, at det meste i denne vor tilværelse har en forklaring, som stammer fra den fortrængte fortid.

For hustruen har en skræmmende bagage, som først kommer til ægtemandens kendskab, mens han skriver og fortæller historien. Skriften er også en del af det hele.

Meget moderne, men altså også uhyre vellykket.

Men den centrale tematik er vel i virkeligheden den moderne, at vi, hvor intime vi så end måtte være fysisk, forbliver fremmede for hinanden, hvis ikke vi tør konfrontere vore partnere med fortidens hændelser.

Svesken skal på disken i dagslys. Ellers kan det gå gruelig galt. Som i denne ekstremt læseværdige romanpause i serien om den gode Gunnar Barbarotti, Nessers p.t. foretrukne hovedperson.