Svenske Håkan Nesser har nu udgivet over en snes bøger. Adjektiver som fremragende, forrygende og formidabel dukker konstant op i anmeldelserne af hans bøger. Nesser er tredobbelt vinder af årets bedste krimi i Sverige og har ligeledes modtaget den skandinaviske Glasnøglepris og den danske Rosenkrantzpris.
'Ormene på Carmine Street' lever helt op til Nesser sædvanlige kvalitetsniveau. Det er ikke actionkrimi, men beskriver bl.a. den uhyggelige og sorte fortvivlelse der følger, når ens barn er sporløst forsvundet, hvilket netop er hvad ægteparret Erik og Winnie Steinbeck har været udsat for. For 17 måneder siden blev deres fireårige datter, Sarah, bortført for øjnene af Erik, og siden er intet nyt dukket op i sagen. Parret er nu flyttet til New York med deres 'fire fyldte kufferter og to tomme hjerter', men mærkværdige ting begynder at ske.
Winnie opfører sig hemmelighedsfuldt, og Erik bliver sikker på at hun lyver og skjuler noget vigtigt for ham. Situationen bliver ikke lettere af, at Winnie inden hun mødte Erik har mistet en anden datter.
Eriks undersøgelser - assisteret af en pensioneret privatdetektiv - fører ham til en parapsykolog, og en række mystiske hændelser åbner for muligheden af en forbindelse til Sarah gennem forskellige psykiske medier, men Erik kan ikke finde nogen fornuftig sammenhæng i tingene. Sarah er forsvundet i Europa, og det er uforklarligt hvorfor hendes navn gentagne gange dukker op i New York.
'Ormene på Carmine Street' er en intens og foruroligende fortælling der fanger læseren ind i sit langsomt stigende spændingsniveau. Og så er Nesser en ganske suveræn ordkunstner. Med sætninger som 'Nogen sår holder aldrig op med at bløde, men man kan leve med et vist svind' og udtryk som 'fornuftens brutale forhammer' trækker han læseren fint ind i Eriks forsøg på at holde sammen på sit splintrede univers.
Et usædvanligt fængende krimimysterie og kærlighedsdrama.

