Britisk krimi-es sagde farvel med manér
Afdøde Michael Dibdins sidste roman om Aurelio Zen er ikke hans bedste. Men dog en flot svanesang i et enestående forfatterskab.
Da den engelske forfatter Michael Dibdin i en alder af 60 døde i foråret, holdt hans nekrologer i de engelske aviser vejret.
Havde Dibdin nået at fuldende sit nyeste epos om kommissær Aurelio Zen?
Og i så fald døde denne så også ligesom sin forfatter?
Til det første er svaret ja, til det andet både ja og nej. Det sidste kan jeg sige uden at røbe for meget, fans af Zen ved nemlig allerede, at hans forfatter lod sin hovedperson dø i det bind, som foregår på Sicilien oppe imod Cosa Nostra, romanen ’Og bagefter dør du’.
Men ligesom Sherlock Holmes genopstod fra de døde, vendte Zen heldigvis tilbage til de levendes land, landet hvor citronerne blomstrer.
Nede i støvlens snude
I ’Dommedagsspillet’ har Aurelio fået et vikariat som politichef i regionens hovedstad, Consenza, helt nede i støvlens snude, i det mystiske Calabrien.
Græsk, romersk og gotisk antik, plus århundreders brutale og feudale baronier har sat sine dybe spor i en tilbagestående befolkning, hvor alt andet nord for Sila-bjergene er noget fremmed, forfærdeligt og fjernt.
Zen, den venetianske, tomathadende verdensborger oppe fra det Italien, som er nærmere Europa end Afrika, behandles da også som en udlænding, ingen kan stole på, endsige betro sig til.
I en sag om en amerikansk advokat, der er kidnappet af banditter i bjergene og snart findes brutalt myrdet. En søn ankommer for at finde sig selv og ekskortere sin døde far hjem.
Men betages snart af en gådefuld skønhed, som i virkeligheden er en politikvinde under cover.
Sat på sagen, fordi den unge amerikaner hurtigt er viklet ind i både fortidens fortrængninger og en skattejagt på en goterkonges bytte, tæt på noget, Indiana Jones også gerne ville have fingre i.
I toppen af krimiskalaen
Er du forvirret, jamen sådan er det bare, og plottets burleske rådvildhed trækker lidt ned i den samlede karaktergivning.
Alligevel ligger ’Dommedagsspillet’ klart oppe i toppen af krimiskalaen.
Dibdin skabte med sin serie om Aurelio Zen en fascinerende gobelin af Italiens nyere historie, nationens fascistiske fortid og korrumperede nutid, stærkt vævet af gode krimihistorier med en vedvarende rød tråd af en smertelig kærlighedserklæring til støvlelandet, dets folk, kultur og især mad.
I løbet af 11 gode krimier kom du rundt i hele landet og ikke uden syrlig brod og politisk engagement.
Dibdin er som så mange andre nyere krimiforfattere, såsom Ellroy og Rankin, inspireret af Raymond Chandlers fremmedgjorte fortabthed og Dashiell Hammetts moralske marxisme.
Gravøl
Zen er med sin personlighed, fortid og familie en særegen fremmed overalt i Italien, noget ganske særligt og anderledes, faktisk som sin fødeby Venedig, lovet bort til havet og dermed gift med Østen.
Men han er også en idealistisk bekæmper af den gift af depravation og desillusion, som brygget af troldmanden Berlusconi og hans hjælpere siver igennem samfundet.
Sådan set har vi krimilæsere måttet tage afsked med meget her ved sæsonens start: Ian Rankin har pensioneret John Rebus, Arne Dahl har opløst A-gruppen, og skaberen af Aurelio Zen er gået bort.
Ak og ve, suk og støn, så snup en grappa som gravøl, mens du nyder sidste akt af denne melankolske krimikomedie.

