Jeg har lige akkurat modtaget den meget triste nyhed, at Michael Dibdin døde i Seattle blot 60 år gammel d. 30. marts efter kort tids sygdom.

Michael blev født d. 21. marts 1947 i Wolverhampton i England, flyttede allerede som barn meget rundt og fortsatte sit omflakkende liv indtil han for nogle år siden slog sig fast ned i den nordvestlige del af USA sammen med sin tredje kone, kriminalforfatteren Kathrine Beck.

Han var hele sit liv igennem en livsnyder. Han holdt af god mad og god vin - hvilket man da også godt kunne se på ham - men først og fremmest holdt han af gode mennekser og af bøger. Og han skrev en del af dem selv.

Han var ikke politisk i ordets traditionelle betydning, men han havde et skarpt øje for det falske og for det forløjne - en sans han kombinerede med en skarp og meget kreativ humoristisk åre, så heller ikke som privatperson var han noget kedeligt bekendtskab. Som han selv har sagt det: "Den traditionelle kriminalroman har mistet sit projekt. For historien om forbrydelsen er en realistisk genre, der handler om den virkelige verden, hvor meget virkelige lig er blevet slået ihjel af nogen. Og det betyder også, at detektiven må forsøge at forstå den sociale virkelighed, som ofret levede i."

Den følsomhed, som man også kan læse ud af hans bøger - sansen for skønheden i et landskab eller et menneske - blev ikke vist lige så tydeligt frem, men den var der hele tiden. Hans samfundsmæssige og kulturelle engagement var hele tiden både i hans bøger og i hans liv båret af medfølelse, varme og engagement og et humanistisk udgangspunkt.

Det er en meget trist tanke, at man ikke længere skal have muligheden for at møde hans sprudlende litterære talent og hans store menneskelige format. Vi vil savne ham som forfatter, som anmelder og som menneske.

Du kan læse en lang og smuk nekrolog her hos Telegraph

Gad vide, hvorfor den hedder sådan - i bogen er det også titlen på en roman (uudgivet) skrevet af en af personerne. Underfundig er den i hvert fald. Og udgivet er den også. Men indtil videre har jeg nu kun set en enkelt anmeldelse. Den er til gengæld god (fuldt fortjent skal jeg hilse og sige).

Fyens Stiftstidene siger: "Gunnar Barbarotti er et fund af en opdager: I 40'erne, lykkelig skilt, far til 18-årige Sara, glad for sit arbejde, intelligent, selvironisk - og i konstant dialog med Gud, som han har givet 10 år til at bevise sin eksistens. Læseren ved mere end vicekommissæren, da han træder ind i billedet. Alligevel er hans efterforskning uhyggeligt spændende - sådan på den eksistentielle måde. At forlade "Menneske uden hund" efter 458 sider er som at være menneske uden bog." Hele anmeldelsen kan læses under Nesser.

Litteratursiden har anmeldt "Tilbage til Bologna". I anmeldelsen skriver Karen Schaarup "Politi, parmesan, pasta, og parodi. Når man så dertil krydrer med lidt politik, så har du alle ingredienserne i Michael Dibdins tiende kriminalroman." Læse hele omtalen her

Og Politkens Thomas Harder har også anmeldt bogen. Han skriver: "Præcis hvad det så er i stedet for, og hvem der er hvem i Dibdins indimellem temmelig forvirrende fortællinger, bliver ikke altid helt klart, men det gør ikke noget, for krimiintrigen er ofte bare en undskyldning for at sende Zen på eventyr og kaste det altid vittigt skildrede – men tit også meget charmerende og ligefrem rørende – persongalleri ud i en stribe barokke, komiske situationer i italienske miljøer, som Dibdin skildrer med megen atmosfære, godt sete detaljer og kun få klicheer. "

Læs hele anmeldelsen her